Salgsdirektør / CCO

Sammenlægge to salgsorganisationer – International fødevarevirksomhed i vækst 
 
 Crispy Food med base i Gørlev og Nakskov Mill Foods, der har samme ejer og samme adm. direktør, slår nu salgsorganisationerne sammen for at forfølge ambitiøse vækstmål. Kvalitetsprodukter fra de to specialiserede fabrikker supplerer hinanden inden for morgenmadskategorien, og begge virksomheder har salgsfokus på detailkæder og fødevarevirksomheder. Virksomhedernes succes er baseret på kvalitet, innovation og en markant kundeorienteret profil.  
 
Med reference til den administrerende direktør, og som en del af virksomhedernes ledergruppe, bliver du ansvarlig for salgsstrategien og omsætningen for begge virksomheders samlede forretning. Det bliver din opgave at stå i spidsen for sammenlægningen af salg og marketing. 
 
Salget er ofte projektorienteret, og produkterne udvikles til og sammen med den enkelte kunde. Vækstpotentialet er betydeligt, og du skal sammen med dine medarbejdere styrke indsatsen overfor de danske, nordiske og europæiske nøglekunder. Detailhandelskunderne er i hele Norden og køber bl.a. private lable produkter, mens fødevarevirksomhederne f.eks. aftager Top Cups, som er en niche hvor Crispy Food har ambitionen om at blive den førende europæiske leverandør. De fleste kunder er store internationale aktører 
 
Salg og marketing består af 8 fagligt dygtige og erfarne medarbejdere fordelt på de to fabrikker samt kontoret i Taastrup. Du vil forventeligt få en rejseaktivitet på 60-80 dage pr. år, og når du ikke rejser, er du som hovedregel på kontoret i Gørlev, Nakskov eller Taastrup. Du er ugentligt på fabrikslokationerne for at være en synlig leder og pleje relationerne til andre interne samarbejdspartnere. 
 
Din baggrund 
Du har en relevant kommerciel uddannelse på minimum HD A niveau og erfaring med salg gennem detailhandlen. Det vil naturligvis være en fordel, hvis du også har erfaring med salg af fødevarer og eksportsalg, men det er ikke et ultimativt krav. Det vigtigste er, at du har solid erfaring med professionelt KAM-arbejde, at du har succesfuld ledelseserfaring og ikke mindst, at du har den rette positive og seriøse indstilling og allerede har bevist at du kan skabe resultater. 
 
Du har erfaring med løsnings- og projektsalg og er vant til at have et tæt samarbejde med R&D og produktionen, ligesom kendskab til markedsføring vil være en fordel. En del af salget og væksten er båret af markedstendenser i retning af convenience og on-the-go. Det vil være fint, hvis du har erfaring med at spotte markedstendenser, analysere og udnytte nye muligheder samt tidligt levere de nødvendige indsatser og få kunderne med på rejsen.  
 
Du har en god forretningsforståelse, og du evner at sætte dig ind i kundens behov, udfordringer og muligheder. Du er selvfølgelig selv en god, troværdig og seriøs sælger, der er stærk i kommunikationen og god til at præsentere oplæg og løsninger. 
 
Du er udpræget præstationsorienteret, har et højt drive og evner at motivere og gå forrest i dagligdagen som kulturbærer og sparringspartner for dine medarbejdere.  
 
Du tilbydes en central rolle i forhold til at videreudvikle salget af kvalitetsmorgenmadsprodukter fra to succesfulde fabrikker. Ambitionsniveauet er højt, og du får betydelig indflydelse på den fremadrettede strategi, og på hvordan man bedst muligt udnytter synergien ved sammenlægningen. 
 
Du bliver en del af en innovativ kultur, hvor alle er optaget af at gøre det lidt bedre, mere fleksibelt, mere kundetilpasset og lidt hurtigere end konkurrenterne. 
 
Yderligere information  
Har du spørgsmål til stillingen, kan du kontakte Christian Bonde fra KAR+CO på telefon 4027 5900.  
 
Ansøgning og ansøgningsfrist  
Ansøgninger behandles løbende, som vi modtager dem. Upload din ansøgning til KAR+CO ved at benytte knappen til højre mærket "Søg stillingen".  
 
Med henvisning til de nye persondataregler modtages ansøgningen KUN via systemet. Kan du ikke uploade din ansøgning via ansøgningsknappen, bedes du derfor kontakte KAR+CO.  
 
Bemærk, at vores annoncer automatisk og løbende bliver fornyet på jobportalerne, indtil stillingen er endeligt besat. En fornyelse af stillingen, om end det kan se sådan ud, er således ikke et udtryk for genopslag. Du kan kun søge stillingen via systemet og kun én gang. jf. GDPR bedes du undlade at fremsende ansøgning på ny via mail eller lignende uden forudgående aftale.